Indsatsplan strømafbrydelse
Socialafdelingen
Situation
Strømsvigt kan være af kort eller længerevarende varighed og ske med eller uden varsel.
”Brownout” er betegnelsen for en manuel aflastning af elnettet. En sådan aflastning vil typisk betyde, at et afgrænset og udvalgt område vil være uden strøm i to timer (dog kan dette forlænges).
Er der forud for strømafbrydelsen kommet et varsel om, at der kan forekomme strømafbrydelser/brownouts i det efterfølgende døgn, skal medarbejdere forvente, der er tale om et brownout og forberede sig på, at strømafbrydelsen vil vare op til to timer.
Alarmering
Kontakt Midtjysk Brand & Redning med besked om, at der er strømafbrydelse.
Ved akutte problemer med elektronisk udstyr kontaktes Teknisk Service-teamet, som er tilknyttet det pågældende tilbud, direkte mandag til fredag mellem 7.00 og 15.00.
Efter kl. 15.00 på hverdage, i weekender og i forbindelse med helligdage skal akutte opgaver meldes til Midtjysk Brand & Redning på tlf. 89 70 35 99.
Opgaver
Undersøg årsagen
Undersøg årsagen til strømafbrydelsen, herunder om problemet kan løses lokalt.
Dan overblik over livsvigtigt medicinsk udstyr
En strømafbrydelse kan være livstruende for personer med behov for strøm til livsvigtig medicinsk apparatur. Skab overblik over, hvor mange borgere, der har livsvigtigt medicinsk udstyr som ilt, respirator osv. Der skal sikres akut hjælp til livstruede borgere, og indlæggelse kan være nødvendig. Egen læge eller vagtlæge kontaktes ved behov.
Dan overblik over borgerne
Gennemgå opholdsrum og boliger på tilbuddet for at skabe overblik over, hvor borgerne befinder sig. Opsøg dem med besked om, at strømmen er forsvundet, og at der er hjælp på vej. Sikr f.eks., at der ikke er borgere, som opholder sig på eksempelvis mørke toiletter, eller at borgere er fanget bag døre, som er lukket i.
Hvis det giver mening, samles de borgerne, der kan gå selv eller flyttes, i et fælles opholdsrum. En medarbejder bliver sammen med borgerne.
Handling
Dokumentation
Relevante faglige observationer dokumenteres, hvis muligt, i fagsystemet på mobile enheder. Er det ikke muligt at få adgang til netværk, foretages dokumentationen fysisk, og ledelsen og kolleger underrettes herom.
Dokumentationen overføres efterfølgende til fagsystemet, når strømmen er tilbage.
Køleskabe
Maden i køleskabet kan nemt holde sig et par timer i køleskabet uden strøm. Sørg så vidt muligt for at holde lågen lukket.
Loftlifte
Er der borgere, som sidder fast i en loftlift, fordi en forflytning har været i gang, da strømafbrydelsen indtraf, flyttes borgeren manuelt ud af liften. Kan det ikke lade sig gøre at flytte borgeren fra liften manuelt, kontaktes Midtjysk Brand & Redning.
Lufttrykmadrasser
Borgere, som er fast sengeliggende på elektriske trykaflastende madrasser, lejres og vendes ofte under strømafbrydelsen, så de undgår tryksår.
Medicinadministrering
Er det ikke muligt at få adgang til medicinkortet i fagsystemet, f.eks. grundet manglende netværksdækning, opsøges information om borgernes behov for medicin gennem andre kilder, f.eks. gennem opkald til kolleger i områder uden strømafbrydelse.
Er det ikke muligt at opsøge information om borgernes behov for medicin, opfordres medarbejderne til at bruge sund fornuft.
Respiratorer
Alle BPA-borgere med respirator har bærbare respiratorer med batteri, som de kan tage i brug ved strømsvigt.
Er det ikke muligt at flytte borgere med respirationsudstyr til et område, hvor der er mulighed for strømforsyning, er det højprioritet at undersøge alternativer til ilttilførslen. Disse borgere må evt. indlægges akut. Indtil hjælpen er fremme, foretages manuel respiration.
Ledelse og organisation
Medarbejderne er i hvert ledelsesområde ansvarlige for at træffe fagligt ansvarlige beslutninger vedrørende egne borgere i tilfælde af strømafbrydelse.
Bemanding og udstyr
Det daglige beredskab. Funktionslederne vurderer, om der under strømafbrydelse er behov for ekstra bemanding.
Lys
Ved strømafbrydelse om aftenen/natten, anvendes alternative lyskilder, f.eks. lommelygter i telefoner og stearinlys.
Vær opmærksom på, at stearinlys som lyskilde kun må anvendes under personalets opsyn.
Mad og drikke
Fremskaf kold mad og drikke til erstatning for måltider/kaffe, der ikke kan tilberedes som vanligt.
Kontakt oplysninger
Funktionsleder
Sektionsleder
Midtjysk Brand & Redning
Se kontaktoplysninger i sort boks.
Alle kontaktes via mobil telefon.
Teknisk Service-team tilknyttet det enkelte tilbud.
Respirationscenter Vest (24778405)
IT-konsulent i Socialafdelingen, Karsten Drejer Nielsen (40354053)
Evt. andre vigtige opmærksomhedspunkter
Rutiner for opladning af batteridrevne apparater
Medarbejdere og ledere opfordres til at være opmærksomme på rutiner for opladning af genopladelige batteridrevne apparater, idet opladning ikke vil være muligt under en strømafbrydelse. Det gælder eksempelvis bærbare pc’er, telefoner, iPads, batteridrevne alarmer, batterier til elektriske kørestole, m.m.
Tilmelding til SMS-service
N1 leverer strøm til hele Silkeborg Kommune. Selskabet tilbyder en SMS-service med information om planlagte strømafbrydelser ifm. reparationer på elnettet. Der opfordres til, at Socialafdelingens tilbuds telefoner samt funktionslederes telefoner tilmeldes SMS-servicen. Tilmelding kan ske via dette link.
Fordi potentielle brownouts vil ske med meget kort varsel, giver N1 ikke garanti for, at der via SMS-servicen gives information forud for en strømafbrydelse.
Særligt vedrørende overfaldsalarmer under strømafbrydelse
Hvis der sker en strømafbrydelse, vil overfaldsalarmerne fortsat virke på de tilbud, hvor der er installeret UPS’ere (Uninterruptible Power Supply). Dog vil den funktion, hvor alarmerne fortæller, hvor medarbejderen, som udløser alarmen, befinder sig, ophøre. Alarmen vil fortælle, hvor medarbejderen sidst er registreret inden strømafbrydelsen. Det betyder, at medarbejderne i tilfælde af en strømafbrydelse bør opfordres til at være særligt opmærksomme på at fortælle hinanden, hvor de befinder sig, f.eks. ved at italesætte: ”Jeg går i Hus A” eller lignende.
Adgang til netværk under strømafbrydelse
Medarbejdere på tilbud, hvor der ikke er installeret UPS’ere, samt medarbejdere tilknyttet bostøtteteams, vil kunne få adgang til netværk under strømafbrydelse ved at opsøgeområder, som ikke er ramt af strømafbrydelse, eller ved at opsøge tilbud, hvor der er installeret UPS'ere.
Fortsat drift af elektronisk udstyr efter strømafbrydelse
Når strømmen vender tilbage, er det vigtigt at kontrollere, at alle funktioner, som har manglet strømforsyning, virker som sædvanligt igen. Det gælder særligt velfærdsteknologisk udstyr, som er væsentligt for borgerens trivsel.
Opleves der problemer med elektronisk udstyr, efter strømmen er vendt tilbage, kontaktes i første omgang Teknisk Service-teamet. Alternativt kan IT-konsulent i staben i Socialafdelingen, Karsten Drejer Nielsen, kontaktes.
Evaluering af hændelse efter strømafbrydelse
Har der været en strømafbrydelse, skal der gennemføres en evaluering. Det er afdelings- og stabschefer, der har ansvaret for, at evaluering af øvelser og faktiske hændelser gennemføres inden for egen afdeling/stab.
Sektionslederen skal godkende evalueringen efter en strømafbrydelse.
Link til evaluering af hændelsen findes via dette link.
Der er tale om en omfattende skabelon med en bruttoliste af forhold, som kan være relevante. Er der emner, som det ikke er relevant at udfylde ifm. en given hændelse, springes denne del af skabelonen over.
Det anbefales, at de medarbejdere og ledere, som indgik i krisestaben, samt øvrige væsentlige interessenter gennemfører evalueringen samlet i et møde.
Når hændelsesskabelonen er udfyldt, sendes den til Midtjysk Brand & Redning.
Oprettelse/revision
Denne indsatsplan er udarbejdet af Kirstine Svensen.
Godkende af Socialchef Martin Husted 6. marts 2023.
Action cards
Der er ikke knyttet action cards til denne indsatsplan.