Den psykosociale indsats (Det kriseterapeutiske beredskab) - Indsatsplan

Udarbejdet af: Marie Louise Daugård
Godkendt af: Byrådet
Dato: 18. december 2017

Situation:


De seneste årtier har været præget af et stigende antal hændelser, som har nødvendiggjort en beredskabsindsats.

Kriser, katastrofer, større ulykker og terror, kan betegnes som ekstraordinære hændelser, der er uventede, dramatiske, muligt traumatiserende, og som kan true eller svække vigtige funktioner og værdier for enkeltpersoner, familier eller samfund.

Hændelsens psykiske påvirkning af personer vil afhænge af flere forhold: hændelsens omfang, konsekvenser, hvor hurtigt den opstår og udvikler sig, varighed, samt hvor godt forberedt enkeltpersoner og samfundet er på en sådan hændelse.

Psykiske traumer kan føre til såvel psykiske som somatiske følgevirkninger i efterforløbet på samme måde, som fysiske traumer kan føre til såvel somatiske som psykiske følgevirkninger.

Psykosocial indsats er et samlet udtryk for en indsats, der omfatter krisestøtte, social assistance (indkvartering, forplejning, transport mv.) og ved behov senere i forløbet for kriseterapi. Den psykosociale indsats blev tidligere kaldt kriseterapeutisk beredskab.

Alarmering:


Alarmering og aktivering af det psykosociale beredskab sker via Beredskabs-AMK.

Krisestaben aktiveres, såfremt kommunens krisestøttende beredskab er aktiveret.

Opgaver:


Kommunerne er forpligtede til at kunne yde, hvad der betegnes som krisestøttende Beredskab. Krisestøttende indsats fra kommunen består af umiddelbar omsorg og praktisk hjælp samt information om krisereaktioner og om mulighed for yderligere hjælp.
Psykosocial indsats har til formål at forebygge psykiske problemer efter hændelsen på lang sigt, som fx lidelsen posttraumatisk belastningsreaktion (posttraumatisk stress syndrom, PTSS).

Det krisestøttende beredskab i kommunen etableres inden for kommunens tilstedeværende ressourcer, og skal kunne fungere både alene og i samarbejde og koordineret med regionens kriseterapeutiske beredskab.

Krisestyring indeholder 5 kerneopgaver:
1. Aktivering og drift
2. Informationshåndtering
3. Koordination af handlinger og ressourcer
4. Krisekommunikation
5. Operativ indsats (herunder faglig indsats)

Handling:


Kommunens indsats omfatter forplejning, evt. indkvartering og sociale foranstaltninger ved behov.

Ledelse og organisation:


Kommunens krisestøttende beredskab kan aktiveres og fungere både alene og i samarbejde med regionens kriseterapeutiske beredskab.

Bemanding og udstyr:


Tæpper, tøj, telte, legetøj, bleer mv.

Kommunikation:


Krisekommunikation er kommunikation til befolkning og medier om hændelsen.

Politiet har overordnet det koordinerende ansvar for krisekommunikationen og koordinerer – så vidt muligt – hvilke budskaber, der kommunikeres til pressen, herunder hvordan pressehåndteringen gribes an.


Krisekommunikation udføres af kommunens kommunikationsafdeling. Kommunen benytte sin hjemmeside og evt. sociale medier, til at informere berørte om mulighederne for støtte; og et telefonnummer, hvor berørte kan komme i direkte kontakt med det kriseterapeutiske beredskab.

Det kriseterapeutiske beredskab udpeger en talsmand, som forsyner kommunikationsafdelingen med faglige input, samt deltager i evt. pressemøder som faglig ekspert.

Kommunikation med borgere og medier indebærer, at myndighederne informerer og vejleder om risici og afledte konsekvenser, så borgerne har et grundlag for at tage vare på deres egen sikkerhed og sundhed eller på anden måde bidrage til at minimere konsekvenserne af en hændelse.

Kommunikationen skal sikre tilliden til, at myndighederne arbejder målrettet på at imødegå skadevoldende konsekvenser af hændelsen og hurtigst muligt genskabe normalbilledet. Det er derfor myndighedernes
opgave at give information, som borgerne kan stole på, og som medierne vil anvende i dækningen af hændelsen.

Den enkelte myndighed skal sikre, at kommunikations- og presseindsatsen er koordineret i relevant omfang, så der ikke udsendes modstridende oplysninger fra forskellige myndigheder.

Kontaktoplysninger:

Politi
Beredskabs-AMK
Kriseterapeutiske beredskab
Krisestaben


Andre vigtige opmærksomhedspunkter:

Principper for indholdet af krisestøtten i en psykosocial indsats kan skitseres som følger (Helsedirektoratet, 2011), uanset om opgaven udføres af personale fra region eller kommune:

• Møde de pågældende med empati, bringe dem i sikkerhed og hvis muligt bekræfte at deres familie/venner er i sikkerhed
• Drage omsorg for basale behov (varme, beskyttelse, tørt tøj, mad, drikke, hvile, søvn, mv.)
• Give information om normale fysiske og psykiske reaktioner, gerne både mundtligt og skriftligt
• Give saglig information om hændelsen
• Social omsorg hvis muligt i form af forening med familie og venner
• Berolige dem som udviser voldsomme reaktioner
• Afklare og imødekomme individuelle behov
• Tage hensyn til kulturelle forskelle (herunder andre sprog)
• Understøtte den pågældendes egen mestringsevne
• Vurdere de pågældende personer med henblik på behov for visitation til regionens psykiatri (hvis den pågældende hjælper er fagligt i stand til dette)